Idrætsfællesskaber med udspring i Åbent Dagtilbud

KFUMs Idrætsforbund driver en indsats, som går ud på at børnehavebørn og voksne i fællesskab dyrker sjove aktiviteter i foreningen. Vi benytter vores erfaring og viden fra bevægelsesindsatsen "Rend og Hop med Ida og Oliver", så med KFUM får institutionen en samarbejdspartner der med udgangspunkt i børnehavens rytme kan kan række ud til foreningerne og hjælpe dem i gang med den yngre målgruppe. 

Vores tilbud er en håndsrækning for jer til at skabe åbne dagtilbud med mest mulig kvalitet og mindst mulig indsats. KFUMs Idrætsforbund har lavet et set-up, hvor vi formidler samarbejde mellem børnehaver og lokale idrætsforeninger og igangsætter et forløb på 8 - 12 besøg i foreningen. Den konkrete aftale afhænger af de lokale forhold, men vi står for al den praktiske forberedelse og planlægning i forhold til foreningerne.

For at opnå størst effekt indgår vi udelukkende samarbejde, når det kan etableres på kommunalt niveau. Børnehaver kan derfor i første omgang rette henvendelse til kommunen for at indlede et samarbejde. Der er en relativ let indgang, så vi kan hurtigt gå fra den indledende kontakt til igangsætning af indsats. Der kan dog være ventetid, da vi samarbejder med en kommune ad gangen. KFUM driver en strategisk indsats for børnehavebørn, og vi modtager derfor ikke honorar for opgaven, mens kommunen forventes at bidrage til foreningens drift af tilbuddet.

Foreninger der gerne vil i gang med et samarbejde omkring Åbent Dagtilbud kan i første omgang henvende sig til os med spørgsmål eller tilkendegivelse af interessen. Det har stor værdi for os at få foreningernes input, så vi kan planlægge kommende indsatsområder. Foreningerne vil få økonomisk støtte til at drifte aktiviteten. Derudover får foreningerne materiale, kompetenceudvikling og løbende rådgivning af KFUMs Idrætsforbund.

Kontakt os for at høre mere om Åbent Dagtilbud

Læs mere om forbundets bevægelsesindsats Rend og Hop med Oliver og Ida