Det hele startede i 1918
Den selvstændige samlende organisation blev stiftet den 11. august 1918 med udspring i KFUM og KFUK-bevægelserne i Danmark og tæller i dag 121 foreninger med i alt 31.622 medlemmer fordelt på 18.834 mænd og 12.788 kvinder (pr. 2008). I 1947 blev man optaget som tværidrætsligt specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF), idet forbundet omfatter idrætsgrene, der i forvejen er repræsenteret i et specialforbund under DIF.
I 1949 blev forbundet udvidet til også at omfatte kvinder. KFUMs Idrætsforbund er et tværidrætsligt forbund som repræsenterer en bred vifte af idrætsgrene og -aktiviteter.
KFUMs Idrætsforbund oprettede i 1958 landets første idrætsungdomsskole, Hellebjerg Idrætsungdomsskole.
Den 14. maj 2007 vedtog man enstemmigt på et repræsentantskabsmøde, at slette "i Danmark" fra forbundets navn, tidligere KFUMs Idrætsforbund i Danmark (forkortet KFUM ID), på baggrund af et forslag fra forbundsbestyrelsen om at forenkle og modernisere det officielle navn lidt. Navnet var forinden allerede indarbejdet i forbundets blå-hvide logo med cirklen og trekant i centrum.










