Forbundet

KFUMs Idrætsforbund er et tværidrætsligt og værdibaseret specialforbund under DIF. I runde tal har vi 30.000 medlemmer, 130 foreninger og 30 høj- og efterskoler i vores medlemsportefølje.
Som idrætsforbund er vi især gode til at udvikle og fastholde unge ledere og frivillige. Vores hovedaktivitet er breddeidræt.
Forbundet beskæftiger 8 medarbejdere. Hovedkontoret ligger i Vejle, og derudover har vi et lille kontor i Idrættens Hus i Brøndby.

Download organisationsplan

HISTORIEN
Det hele startede i 1918, hvor den selvstændige samlende KFUM-organisation blev stiftet den 11. august med udspring i KFUM og KFUK-bevægelserne i Danmark.
I 1949 blev det besluttet, at kvinder også kunne være medlemmer af forbundet. Samme år blev vi optaget som tværidrætsligt specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF), idet KFUMs Idrætsforbund allerede på det tidspunkt omfattede idrætsgrene, der i forvejen var og stadig er repræsenteret i et specialforbund under DIF. KFUMs Idrætsforbund er derfor et tværidrætsligt forbund, som repræsenterer en bred vifte af idrætsgrene og aktiviteter.
KFUMs Idrætsforbund oprettede i 1958 landets første idrætsungdomsskole, der i dag hedder Hellebjerg Idrætsefterskole. Vi har fortsat en stærk tilknytning til efterskolen, og vi har også stærke bånd til de øvrige 27 efterskoler og højskoler, der er medlemmer af idrætsforbundet.

SØSTERORGANISATIONER
KFUMs Idrætsforbund er del af et større netværk af organisationer, som alle deler en række grundlæggende værdier omhandlende respekt, næstekærlighed, fællesskab og engagement.
Træet illustrerer KFUMs Idrætsforbunds søsterorganisationer.